Hoste generer - men antibiotika hjælper sjældent

Det hjælper sjældent at behandle hoste med antibiotika. Den hyppigste årsag til hoste er nemlig virus – og her vil antibiotika ikke have nogen effekt. Men hoste kan være symptom på anden sygdom. Derfor skal man søge læge, hvis man oplever længerevarende hoste.

Antibiotika - bivirkning eller virkning?

Antibiotika virker aldrig på virus

 9 ud af 10 tilfælde med hoste skyldes virus. Antibiotika virker ikke på virus, kun på infektioner der skyldes bakterier.

Antibiotika virker kun begrænset på lette bakterieinfektioner

Hvis du normalt er sund og rask, er det bedst, at kroppen selv klarer en let bakterieinfektion. Hvis du derimod får antibiotika, er der kun en lille chance for at blive hurtigere rask − typisk blot 1 dag før. Til gengæld kan du opleve bivirkninger af medicinen.

Antibiotika har bivirkninger

1 ud af 8 personer, der får antibiotika mod hoste, vil få bivirkninger i form af mavesmerter, diarré, opkastning eller udslæt.

Antibiotika giver risiko for resistente bakterier

Bakterier kan blive modstandsdygtige over for antibiotika. For at vi kan beholde antibiotika som en effektiv medicin mod alvorlige bakterielle infektioner, er det derfor vigtigt at begrænse overflødig brug af antibiotika.

Plakat: Hoste generer - men antibiotika hjælper sjældent