Brug antibiotika med omtanke

Antibiotikakampagnen 2017 har særligt fokus på antibiotikaresistens – og hvordan vi alle kan være med til at sænke det samlede forbrug af antibiotika og på den måde reducere udviklingen af resistente, potentielt livstruende bakterier. Kort fortalt, så skal vi gemme antibiotika til de situationer, hvor det virker. Så virker det også, når du får brug for det.

Brug mig med omtanke

"Brug mig med omtanke" er en kampagne, der blandt andet oplyser om, hvornår du som patient har behov for antibiotika, og hvornår det er overflødigt.

Jeg er ikke et bolsje!

Pille med skilt: Jeg er ikke et bolsje

En antibiotikakur er ikke uden bivirkninger, da den kan påvirke hele bakteriefloraen i kroppen. Antibiotika dræber eller hæmmer væksten af bakterier – ikke kun dem, der gør os syge, men også mange af dem, der holder os sunde og er en normal del af vores krop.

Når man tager antibiotika, kan man derfor slå de ”gode” bakterier i kroppen ihjel. Det kan give bivirkninger som fx diarré eller svamp i mundhulen eller i skeden, og desuden øger det risikoen for at få en ny infektion med resistente bakterier.

Vores mål er, at du kun får antibiotika, når det er den bedste behandling. Det vil sænke det samlede forbrug af antibiotika og dermed mindske risikoen for resistente, livstruende bakterier.

Nix pille – når det er virus

Pille med skilt: Din krop er kanon - også mod bakterier

De fleste infektioner skyldes virus og ikke bakterier. Det gælder fx, når du er forkølet eller har influenza. Antibiotika virker slet ikke på virus. Det lindrer ikke smerterne og gør dig ikke hurtigere rask. Har du lang næse eller en tudse i halsen? Fortæl lægen om dine symptomer, så du kan få den rigtige behandling.

Hvis du er alvorligt syg af en bakterieinfektion, så har du brug for antibiotika. Det er en effektiv og hurtig hjælp til at bekæmpe infektionen. Spørg din læge, hvornår og hvor længe du skal tage antibiotika.

Det kan du gøre, hvis du har en virusinfektion
Hvile og rigeligt at drikke hjælper altid. Spørg lægen, hvad du skal gøre, hvis du får det værre, og hvad du skal holde øje med.

Din krop er kanon

Pille med skilt: Din krop er kanon - også mod bakterier

En let infektion med bakterier kan kroppen selv klare. Det kan fx være en let mellemørebetændelse eller mild halsbetændelse.
I de tilfælde vil antibiotika kun sjældent gøre dig hurtigere rask. Det lindrer ikke smerterne, og du vil ofte opleve flere bivirkninger end virkning.

Det kan du gøre, hvis du har en let bakterieinfektion
Hvile og rigeligt at drikke hjælper altid. Spørg lægen hvad du skal gøre, hvis du får det værre, og hvad du skal holde øje med.

Til ingen verdens nytte

Pille med skilt: Til verdens nytte

I Danmark er vi gode til at undgå overflødig antibiotikabehandling, og vi er især kommet langt med at mindske antallet af unødvendige recepter. Men vi kan godt blive endnu bedre, så vi sikrer, at du også kan få effektiv antibiotikabehandling fremover.

Det nytter at gøre en indsats
I dag har vi kun få resistente bakterier i Danmark, og vi har stadig antibiotika, der virker. Men sådan er det ikke mange andre steder i verden. Derfor er det vigtigt, at vi værner om de antibiotika, vi har, så vi også fremover kan blive behandlet for alvorlige infektioner med bakterier. Det betyder, at vi kun skal bruge antibiotika, når der er god grund til det.

Når det virkelig gælder, så er det mig, der er bedst

PIlle med skilt: Når det virkelig gælder er det mig der er bedst

Hvis du er alvorligt syg af en bakterieinfektion, så har du brug for antibiotika. Det er en effektiv og hurtig hjælp til at bekæmpe infektionen. Spørg din læge, hvornår og hvor længe du skal tage antibiotika.